Planlægning er kodeordet for at finde tid i en
travl hverdag til løbetræning.
Brug kalenderen
Sæt dig ned en gang om ugen, en fast dag om ugen,
hvor du planlægger ugens træning og derefter skriver
det i kalenderen sammen med resten af ugens aftaler.
Det er vigtigt, at du overholder disse aftaler med
dig selv, ligesom du overholder aftaler med venner,
familie, møder på jobbet osv.
Motion til og fra job
Hvis du cykler, går eller løber til og fra dit
arbejde, så forvandler du spildtid til effektiv
træningstid. Så har du overstået træningen, når du
kommer hjem fra arbejdet, og du kan nyde resten af
dagen med god samvittighed.
Træn tidligt
Stå tidligt op og træn. Det er skønt at få trænet
fra morgenstunden: Det giver en god start på dagen,
og du får ”overstået” træningen og har resten af
dagen til at nyde den gode samvittighed.
Træn hjemme
Det er hurtigt og effektivt at træne hjemme, så skal
man ikke bruge tid på transport til fx
motionscenter, og træningen kan klares samtidig med,
at man fx ser efter børnene. Der findes mange gode
styrke- eller kredsløbsøvelser og dvd’er, der kan
bruges i hjemmet.
Brug børnenes aktiviteter
Har du børn, så brug deres aktiviteter til
træningstidspunkter. Dyrker dine børn fx gymnastik
eller fodbold, så hop i træningstøjet, inden du
kører eller følger dem til deres aktivitet og få så
trænet, imens børnene dyrker sport.
Drop den dårlige samvittighed
Undgå at droppe en træning helt, bare fordi du ikke
har tid til den perfekte træning. Lidt har også ret.
Får du trænet kort og hårdt, er det også rigtig
godt. Får du ikke trænet et par dage i træk, så lad
være med at straffe dig selv med dårlig
samvittighed, i stedet skal du være stolt over den
træning, du får lavet!