Jeg skiftede smøgerne ud med løbesko - og blev i stedet afhængig af distanceløb.

Jeg begyndte at løbetræne i efteråret 2006 inspireret af nogle af vores venner, som havde løbet Berlin Marathon 2005 og min hustru, som også var begyndt at løbe. I starten blev det ikke til meget mere end én gang om ugen (i bedste fald) og ikke meget mere end 3-4 km pr. gang.


April 2007 begyndte jeg at lege med tanken om at jeg ville løbe en marathon og tilmeldte mig derfor Berlin Marathon september 2007. Herefter begyndte jeg at løbe oftere, men langt fra målrettet og seriøst.

Den 11.august 2007 kvittede jeg tobakken ....og 2 uger senere løb jeg min første halvmarathon.

Berlin Marathon 2007 blev desværre uden min deltagelse, idet vi blev inviteret til bryllup lørdagen før løbet - en bryllupsinvitation, som vi ikke kunne sige nej til. Jeg var meget ked af at jeg ikke kunne løbe Berlin Marathon 2007, men blev blot endnu mere opsat på at løbe marathon i Berlin.

Fredag den 22.februar 2008 havde jeg haft en rigtig lorte dag på jobbet og da jeg senere samme aften sad og surfede på nettet, kunne jeg ikke udholde tanken om, at der var hele 7 måneder til Berlin Marathon 2008.

Jeg tilmeldte mig derfor Copenhagen Marathon maj 2008 samt yderligere 7 halvmarathon pænt fordelt henover året. Nu skulle det være. Herefter begyndte jeg for alvor at træne og resten er historie.

Copenhagen Marathon 2008 - min første marathon

Søndag den 18.maj 2008 gennemførte jeg Glitnir Copenhagen Marathon i tiden 04:00:35. Det var en fantastisk oplevelse Vejret var perfekt (13-15 grader) - på intet tidspunkt for varmt og på intet tidspunkt for koldt - bare perfekt. Lidt ærgerlligt, at der var kø ved mållinien *smiler*.

Jeg valgte fra starten at følge fartholdergruppen 04:00 og det fortryder jeg ikke. Specielt i den første halvdel af løbet overvejede jeg flere gange at sætte tempoet i vejret og bare løbe mit eget løb. En km-tid på 5.40 føles ikke specielt hurtig (de første 10-15 km), men fornuften sejrede og jeg blev i gruppen.

De første 25 km blev forbavsende nok overstået uden de store sværdslag - jeg bare nød det og var stolt over, at jeg for første gang nogensinde havde løbet 25 km og så endnu uden at jeg havde været nede at gå og uden at jeg havde ondt nogen steder.

De næste 6-7 km forløb også langt bedre end forventet - jeg fulgte gruppen og vi havde fortsat overskud til at snakke, joke, klappe og råbe.

MEN ved 32 km mærket begyndte søndagsturen at kunne mærkes i krop og sjæl. Mine ben blev langsomt tungere og skridtene mindre. Ved 34 km mærket var de fuldstændig syret til og så syntes 8 km pludselig at være endda meget meget laaaangt.

Ved 36 km mærket gjorde hvert et skridt ondt, men jeg fortsatte med at løbe omend stil karakteren ikke kan have været særlig høj. Jeg viste, at jeg skulle holde mig til gruppen for at gennemføre løbet på under 4 timer, men 3-4 km før mål måtte jeg desværre slippe gruppen og det kostede mig 3-4 minutter og dermed en tid på under 4 timer.

Men jeg gennemførte min første marathon - og på vej hjem i bilen annoncerede jeg, at jeg ville løbe mange flere marathon.